16. Turisme med idræt og friluftsliv på Endelave
"Aktiv ø-ferie på Endelave" vil tilbyde en aktiv og sjov sommerferie for børn og børnefamilier.
Formålet med ’Aktiv ø-ferie på Endelave’ er at tilbyde en række ’aktive aktiviteter’ på Endelave – for ø- og turistbørn og unge samt familier med børn. Aktiviteter, som kan give den enkelte nogle gode og mindeværdige oplevelser fra en aktiv, sjov og lidt anderledes sommerferie. Aktiviteter, som tager udgangspunkt i de ressourcer, øen allerede har.
På programmet er bl.a.:
- Naturen som scene for teaterleg
- Træklatring og skattejagt
- Vikingedag
- Sælture til Møllegrunden
- Primitiv madlavning
- Fri leg…
I én af de tre uger afholdes desuden familieuge på øens gamle herregård Louisenlund.
Projektet er produkt at et lokalt samarbejde mellem forskellige aktører: Bent Hindrup (Beboerforeningen), Jesper Madsen (Endelave Idrætsforening), Henrik Meldgaard (Horsens Ungdomsskole), Bådelauget, EFK, Støtteforeningen Endelavelejren, Endelave Vindmøllelaug, Grundejerforeningen på Lynger, Husholdningsforeningen, Jagtforeningen, Komediehuset, Museumsforeningen, Musik på Endelave og Lægeurtehaven.
Projektet bygger på et folkeligt engagement og lokale grupper.
I 2011 og 2012 er projektet budgetteret til 300.000 kr. – dækkende over ting som instruktører, udstyr og markedsføring – og er støttet med 150.000 kr. af henholdsvis Landdistriktspuljen og Småøernes Aktionsgruppe.
Både nu og senere vil der være forskellige former for deltagerbetaling. Derudover vil aktørerne i projektet bidrage med et beløb til den samlede koordinering og vedligehold af materiel.
Fra ansøgningen: ”Ideen til projektet er kommet fra lokale beboere på Endelave, der ønsker at udnytte øens styrker og ressourcer til at skabe udvikling på øen inden for turisme og kulturaktiviteter.
Der er rig mulighed for at tiltrække flere familier med børn til øen – bl.a. i sommerperioden.
Øen indbyder helt naturligt til en aktiv ferie med et sundt og naturligt indhold - væk fra Lalandia og Bon-Bonlands plastik og candyfloss.
På Endelave kan børnefamilier opleve ægte natur på en sjov og anderledes måde – og i kombination med tilbud om en aktiv ferie, vil øens mange andre attraktioner kunne trække flere mennesker til øen.
[…]
Projektet er et demonstrationsprojekt – og metoderne, der afprøves, skal inspirere til lignende projekter.
Eksisterende tilbud vil blive synliggjort og nye udviklet og afprøvet med afsæt i øens særpræg gennem mange år frem.”
Projektperiode: 1. oktober 2010 – 1. oktober 2012
Projekttitel: SUMMER HOLIDAY PÅ ENDELAVE – ud i naturen, væk fra plastik og candyfloss
Tilskud: Tilsagn om tilskud på kr. 150.000 (50 pct. af de støtteberettigede omkostninger)
Endelave Idrætsforening
v/formand Kim Vind
Kongevejen 40
Endelave
8700 Horsens.
Tlf. 29 45 81 21
E-mail: kim@endelaveif.dk
www.endelaveif.dk
www.endelaveif.dk/index.php/aktiv-o-ferie