• Log på
  • Søg
  • Kontakt
  • Udskriv
  • Sitemap
blank

Projekt ØSE: Erhverv og nye arbejdspladser

Fra september 2012 til april 2014 gør beboerne på Hjarnø, Orø og Sejerø en ekstra, fælles indsats for at skabe erhverv og nye arbejdspladser.

Målet er nye jobs ved, at ø-samfundet gør en indsats og tager nye initiativer. Vi tilbyder hjælp, rådgivning og penge til møder og konsulentbistand.

Det kan være, at løsningen er et kontorfællesskab, en lokal investeringsfond, en turistinformation eller et fælles produktionskøkken. Eller noget helt fjerde eller syvende. Det skal vi finde ud af i ØSE-projektet.


Socialt entreprenørskab
ØSE står for Øsamfund udvikler socialt entreprenørskab.

Med det mener vi, at fællesskabet og ø-samfundet tager et ansvar som entreprenører, der skaber mulighed for erhverv og arbejdspladser.

Til projektet har vi fået støtte fra landdistriktsprogrammet og fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters pulje til Social Innovation i yderområder 2011.

Udvikling af metoder er en vigtig del af det samlede projekt: Sideløbende med arbejdet på de tre øer, skal konsulenterne udvikle arbejdsmetoder, som kan hjælpe andre til at komme i gang med at skabe erhverv i fællesskab.

Formidling af resultaterne er også en vigtig del af projektet.



To rådgivere
Til at hjælpe os har vi:

Hanne Tanvig: Forsker fra KU SCIENCE med speciale i landdistriktsudvikling og mangeårig erfaring med lokale strategier og projekter.

Kirsten Malling Olsen: selvstændig landdistriktskonsulent med erfaring fra en række ø-projekter, handlingsplaner m.m.



Analyse og forretningsudvikling
I projektet får de tre øer inspiration, viden og værktøjer til at udvikle et nyt, konkret ø-erhvervsprojekt. Øerne får bl.a. hjælp til:

1. analyse og kortlægning af erhvervsmulighederne på jeres ø (potentialer og behov)

2. idéudvikling, projektudvikling og forretningsudvikling

3. organisering, budgetlægning, investeringsbehov m.m.

4. projektbeskrivelse, fundraising og realisering.


Mere info

På Byfornyelsesdatabasen (Ministeriet for By, Bolig og Landdisktrikter) findes en uddybende beskrivelse af projektet: www.byfornyelsesdatabasen.dk/find/0/4/7370863


Nedenfor findes en kort beskrivelse af projektet samt omtale af projektets arrangementer m.m.





Projektdeltagere fra Hjarnø, Orø og Sejerø samt styregruppe
og konsulenter er samlet til seminar på Fyn i september 2012


Opdateret  14-01-2013 /  af  Administrator
blank