Otte ø-projekter kom gennem nåleøjet....................
Dato:
08-05-2008
Tid:
14:35
Bestyrelsen for Småøernes Aktionsgruppe har udvalgt otte projekter, som dermed kan se frem til at få tilskud fra landdistriktsprogrammet. De otte projekter sendes nu til vurdering i Fødevareministeriet, som står for den endelige godkendelse. Læs mere
Aktionsgruppen havde modtaget i alt 14 ansøgninger, som tilsammen søgte om støtte på ca. 3.3 mio. kr. På et bestyrelsesmøde i sidste uge faldt valget på otte projekter, som er blevet tildelt tilsammen ca. 1.6 mio. kr.
Blandt de udvalgte projekter er bl.a. to erhvervsprojekter, hvor der er søgt støtte til investeringer i bygninger og udstyr. Bestyrelsen har anbefalet, at de to projekter får mellem 250.000 og 300.000 kr. fra landdistriktsprogrammet.
To af de udvalgte projekter vil etablere sports- og fritidsanlæg, som skaber nye muligheder for fritidsliv på småøerne. De kan se frem til tilskud på mellem 300.000 kr. og 380.000 kr.
Bestyrelsen har også valgt at give sin støtte til et par mere eksperimenterende projekter. Her finder man bl.a. et kulturprojekt, hvor øboere og gæstekunstnere med teater, musik og fortælling vil berette om ø-livet.
De otte projekter, som kan forvente støtte fra landdistriktsprogrammet, hører hjemme på syv forskellige småøer, og bl.a. beboere på Drejø, Fur og Årø kan vente nye aktiviteter støttet af Småøernes Aktionsgruppe.
Projekterne sendes nu til vurdering i Fødevareministeriet, som skal foretage den endelige godkendelse af ansøgningerne. Når de otte projekter er godkendt af ministeriet, bliver ansøgernes navne og projekternes titler og formål offentliggjort her på hjemmesiden.
Aktionsgruppens næste ansøgningsfrist er 10. juni 2008.
Læs om ansøgningsprocedure m.m. her