Småøerne har glæde af et stærkt fødevarenetværk
Dato:
02-07-2010
Tid:
12:16
En undersøgelse fra Syddansk Universitet beskriver Småøernes Fødevarenetværk – og sammenligner det med to andre netværk.
Hvis man sammenligner med de to andre netværk i undersøgelsen, så er småøernes små fødevarevirksomheder karakteriseret ved:
- en forholdsvis lav omsætning: 3.5 mio. kr. pr. år i gennemsnit
- en høj vækst de to seneste år: 13 pct. vækst
- forventning om fortsat vækst: 9 pct. vækst de to kommende år
- en høj egenkapital: 75 pct. af aktiver (højere end de to andre netværk)
- salgspris over markedsniveau (og højere end de to andre netværk)
- en høj andel økologiske virksomheder: 54 pct. (kun ca. 20 pct. i de andre netværk)
Høje salgspriser
En af kendetegn ved småøens virksomheder er, at deres produkter sælges til priser, som er højere end priserne på ’lignende produkter’. Om det siger producenterne:
”Vores råvarer er de bedste og dyreste. Samtidig er produktionen meget mandskabs-tung. Så selv om vi sælger så billigt vi kan, er vi de dyreste på markedet. Så på en måde har vi ikke valgt prisniveauet, men det bedst mulige produkt og taget prisen med.”
”Vi så først på, hvordan vi kunne producere "verdens bedste" - derefter udregnede vi prisen. Og så blev prisen, som den er! Højere end hos de fleste konkurrenter”
Det handler om eksistensgrundlag
Rapporten med undersøgelsens resultater indeholder også citater, hvor producenterne beskriver ders brug af netværket og netværkets betydning.
En af de citerede producenter fra småøerne siger:
”Småøernes Fødevarenetværk er sat på jord for at fastholde og udvikle eksistens-grundlaget på de danske småøer gennem etablering/udvikling af fødevarevirksomheder, baseret på kvalitet, egenart og en udnyttelse af småøernes særlige ressourcer.”
Netværket er en del af familien
En anden fødevareproducent siger:
”Netværket … er blevet som en del af vore nære venner, sparringspartnere og fortrolige … Det er blevet en del af familien, så der er en naturlig del, som er bredere og væsentligere end der klart kan beskrives. Det omhandler lige fra bryllupper, forretningssamarbejder, udvikling af strategier og personlig opbakning m.m.”
I alt 60 virksomheder deltog i undersøgelsen. Heraf er de 13 fra småøerne. Småøernes Fødevarenetværk har 17 medlemsvirksomheder.
De to andre netværk er Sønderjyske Madglæder og Vadehavsprodukter.
MERE INFO
Hent rapporten: www.sdu.dk/CLFReport2_2010.aspx