Find ro og fordybelse på Strynø eller Fejø________
Dato:
15-07-2008
Tid:
09:52
Hos to nye ø-virksomheder kan gæsterne finde ro og fordybelse. Eksklusive ophold med mulighed for fordybelse, meditation og træning i mindfullness er nogle af tilbuddene hos The Island Retreat på Strynø og hos Fejø Retreat.
Småøernes tilbud om stilhed og afstand til den pulserende verdens motorveje og muzak kan være et bonus, hvis man henvender sig til kræsne kunder, der søger mulighed for fordybelse og selvudvikling.
To nye ø-virksomheder kombinerer netop ø-livets mere stille kvaliteter med tilbud om meditation, mindfulness og samtaleterapi.
Kreativ og nærværende på Strynø
The Island Retreat har adresse på Strynø og bestyres af Anne-line Ussing. Her kan man komme på kursus i 'creative mindfullness', som måske kan oversættes til 'nærværende kreativitet".
Kunderne er såvel private som virksomheder, og både danske og udenlandske kunder er velkomne på The Island Retreat, hvor arbejdssproget er engelsk.
Off-line på Fejø
Hos Fejø Retreat tilbyder Anne Moloney helseafspænding, meditation og samtaleterapi.
- På Fejø Retreat kan du gå off-line… Vi lægger vægt på det enkle og blivende. Her er ikke spa, swimmingpool og sauna og her er ikke champagne til maden… Her er himmel og hav, sol, måne og stjerner, jord, luft og ild, skriver hun på sin hjemmeside om oplevelserne på Fejø.
Begge virksomheder bruger det engelske ord ’retreat’, der betyder ’at trække sig tilbage’. Samme betydning findes også i det danske ord retræte, der dog nok i de flestes ører har en mere religiøs klang.
»» Fejø Retreat: www.kroppenssprog.dk/Site/ydelser1.php
»» The Island Retreat: www.islandretreat.eu
Find alle vores nyheder her