Strynø får 500.000 kr. til forprojekt om øens skole
Dato:
16-06-2009
Tid:
14:27
Skolebygningen på Strynø er fredet og fungerer både som skole og som øens samlingspunkt. En forundersøgelse skal nu afdække mulighederne for at modernisere og istandsætte skolen.
Realdania giver 500.000 kr. til forundersøgelsen, som også skal kortlægge, hvordan den kommende istandsættelse kan finansieres.
Arbejdsgruppe under Strynø Beboerforening
Bag projektet står en arbejdsgruppe under Strynø Beboerforening, som i samarbejde med Langeland Kommune (som ejer bygningen) forsøger at finde løsninger på opgaven med bygningsrenovering og modernisering.
Øens samlingspunkt
Skolebygningen på Strynø har i dag utallige funktioner som øens samlingspunkt og bruges flittigt af en lang række foreninger.
Her holder bl.a. ungdomsklubben, ældreklubben, aftenskolen, biblioteket, og lokalarkivet til.
Det er også på skolen, at generalforsamlingerne i øens beboerforening, færgeselskabet og majtræsforeningen holdes.
Hvert år holder Langeland Kommune et byrådsmøde på skolen.
Positiv ø-udvikling
- Med en istandsættelse af den fredede skole vil man ikke kun sikre en del af den nationale kulturarv, men også kunne skabe attraktive rammer for øens skolesøgende børn og for øens kulturelle og sociale liv, og på den måde ikke bare konsolidere den positive ø-udvikling, men måske endda forstærke den, siger projektleder Karen Skou fra Realdania i en pressemeddelelse.
MERE INFO
Om forundersøgelsen: www.realdania.dk
Om Strynø: www.strynoe.dk